I Aurland Kyrkjelydsblad, Nr. 3. 1998 refererer presten i Aurland, Bjarne Aagaard, en alvorlig sak fra 1886, vedrørende "offentlige fruentimmere" som tar seg til rette under arbeidet ved veianlegget i Flåmsdalen. Denne historien fortjener et mye større publikum - og blir med dette referert i denne bloggen - med et takk til Bjarne Aagaard for en enestående historie.
FRUENTIMMERSAKEN
Saken starter med et brev sogneprest Juul skrev til overingeniør Lekve. I brevet (som ikke lengre er bevart) har Juul sendt en klage over at "offrntlige fruentimmere" har blitt observert i Flåmsdalen i samband med bygging av veien opp dalen til Myrdal. Den 14 des. 1886 griper så avdelingsingeniør Svenningsen til pennen og vender seg til statsadvokaten i Bergenhus med ønske om å få en gjenpart av Juul sit brev. Dette har tydeligvis vandret videre i "systemet". Svenningsen ønsker å få komme med en uttale i saken, da han "har grund til at tro, at sognepresten sin fremstilling er modtagelig for modifikationer" - og med dette "understatement" er striden igang.
 |
| Afdelingsingeniør Svenningsen |
Fra Afdelingsingeniør Svenningsen
Flaam den 6te Januar 1897.
Remitteres med Bilag Hr. Lensmand Ohnstad, idet jeg i Sagens Anledning finder mig beføiet til at udtale: Jeg maa beklage først nu at have faaet Anledningen til at uttale mig, den jeg som det angjældende veianlægs Chef vel burde have faaet fra første Haand af.
Med Hensyn til Sogneprest Juuls skrivelse af 18 Novbr bemærkes, at naar Presten udtaler: "at ved veianlægget i Flaamsdalen har den senere tid gjentagende offentlige Fruentimmer indfudet sig " osv, saa forholder dette sig saaledes, efter hvad jeg har haft Anledning til at erfare:
En lørdag i Oktober eller maaske November Maaned ankom til Aurlands Hovedsogn - Prestens Bosted - en Lirekassemand ledsaget af 2 Fruentimmer, hvoraf han udgav den ene som sin Hustru. Vedkommende henvendte sig til Lensmanden mad Anmoding om at faa give Forestillinger - hva slags vides ikke. Dette blev imidlertid af Lendsmanden nægtet.
I Aurland antages Følget at have Forblevet til Tirsdag da de drog indover til Fretheim i Flaam. Hvorvidt de nu drog direkte til Myrdalen eller slog sig ned 1 nat paa Gaarden Flaam, vides ikke, men kan ogsaa forsaavidt være ligegyldigt, som begge Steder ligger udenfor veianlæggets Omraade. (...)
Paa Turen til og fra Myrdalen var de nødt til at passere Dele af veianlægget gjennom Flaamsdalen i en længde af ca 5 kilometer hver Gang Naar Presten betegner dette med Ordene "indfundet sig ved veianlægget", er dette et Forsøg paa Forvrængning af Kjendsgjerningene og en Omgang med Sandheden, som neppe burde kunne ventes fra den Kant, Thi Presten vidste, da han skrev, god Greie paa at Veianlægget i Flaamsdalen intet har med "Myrdalen" at gjøre.
Med større Rett kan paastaaes, at Selskabet infandt sig i Aurlands Sogn, Thi et staar fast at Selskabet ikke tilbragte een Nat inden veianlæggets Omraade. Det skal villig indrømmes, at vedkommende Fruentimmer saa noksaa mistænkelig ud, men Prestens Betegnelse af dem som offentlige, og Paastanden om deres usædelige Erhverv, faar staa for hans egen Regning.
Naar presten betegner dette følges Ankomst til Distriktet som infinden ved veianlægget gjennom Flaamsdalen, er dette altså en grov Forvanskning af Sandheden, men naar han siger, at offentlige Fruentimmer gjentagende har indfudet sig i den senere Tid, er dette en ligefrem Usanhed, i det Sammenhængen med denne paastand er følgende:
Den 17de Novbr sad Presten paa Fretheim - undertegnede var ikke til stede - og lamenterede over Sædelighedstilstanden ved veiandlæget, i det han paastod, at en veiarbeider - Navnet vides ikke - levede i et usædeligt Forhold med en Bergenspige. Han truede i den Anledning med at insende Klage til Veidirektøren, "Indre" departementet og statsraad J. Sverdrup, hvilket sidste han har gjort. Dette passerede den 17de novbr, og Dagen efter - den 18de - skriver han omhandlede Brev, ikke til Veidirektøren, men uvist af hvilken Grund til Overingeniør Lekve, som er Anlægget uvedkommende.
Men - og nu kommer det væsentligste - vedkommende Arbeider, hvis paastaaendes usædelige Liv gav Presten Anledning til at bruge Ordet "gjentagende", var ikke engageret ved Veianlægget og havde aldrig været der, men var uheldigvis for Presten - en af Prestens egne Medhjælperes Arbeider. Der kommer altsaa en Pige (fra Bergen) og besøger en ung Mand, hvis Kjæreste han sagdes at være, og som arbeider for en af Prestens Medhjælpere, og dette faar Presten til at være en Gjentagelse af offentlige Fruentimmers infinden ved veianlægget.
Men - og nu kommer det væsentligste - vedkommende Arbeider, hvis paastaaendes usædelige Liv gav Presten Anledning til at bruge Ordet "gjentagende", var ikke engageret ved Veianlægget og havde aldrig været der, men var uheldigvis for Presten - en af Prestens egne Medhjælperes Arbeider. Der kommer altsaa en Pige (fra Bergen) og besøger en ung Mand, hvis Kjæreste han sagdes at være, og som arbeider for en af Prestens Medhjælpere, og dette faar Presten til at være en Gjentagelse af offentlige Fruentimmers infinden ved veianlægget.
Thi at Ordet gjentagende sigter til ovennævnte uskyldige Begivenhed er utvilsomt efter Prestens Udtalelser den 17de Novbr. Presten har forøvrigt i længere Tid have fuld Rede paa det virkelige Forhold uden at have fundet det Umagen værd i den Anledning at ville berigtige sine Udtalelser. Men at han vidste klar Besked da han skrev til Overingeniør Lekve den 18 Novbr, tror jeg ikke, omennskjønt saa synes at fremgaa efter Prestens egne Udtalelser ved en senere Anledning hvortil jeg eventuelt ved Sagens videre Gang forbeholder mig at komme tilbage.
(*Lekve var blant de første som tok til orde om en jernbane mellom Kristiania og Bergen. Han tok aktivt del i forberedelsene til banen, og ble den første overingeniøren da det i 1894 ble vedtatt å bygge Bergensbanen.)
Jeg er fullstendig enig med Presten i det i alle henseender uheldige for Beboernes og Arbeidernes Moral og Helbred i at offentlige Fruentimmer skulde optræde ved et Veianlæg. Men naar Presten giver det Udseende af at Tilstanden i den Henseende er nødlidende ved Veianlægget i Flaamdalen, saa man jeg herimod nedlægge den alvorligste Protest, idet dette ikke er Sandhed. Hvad det derimod kan udarte til, kan jeg jo ikke vide, men skal kun hertil anføre at jeg nu i snart 20 Aar har administrert ved henved 40 Veianlæg i de forskjelligste Dele af Landet og under de Forskjelligste Forhold, uden at nogensinde Forhold som Presten for Aurlands vedkommende synes at forudse, har fundet Sted, og efter mit Kjennskap til Aurland Prestegjæld, tror jeg ikke at Forholdene her i særegen Grad er prædisponerede for Usædelighed fremfor andre Steder. Jeg antager saaledes for givet, at som av hr. Statsadvokaten anført, det vil i alle henseender være fuldt betryggende, naar vor dygtige Lensmand tager Sagen i sin Haand.
Det bemærkes til slutning at Sogneprest Juul har optraat paa en i det hele taget saa mærkelig og lidet venlig Maade ligeoverfor Veianlæget i Flaamsdalen, at det falder mig vanskelig at tro, at han i nærværende Tilfælde har optraat bona fides og kun i Sagens Interesse. Da han har givet denne sag et Omfang saa at Kirkeministeren og derigjennem andre Medlemmer af Statsraadet er blivne indragne i den, finder jeg at matte søge Lovens Beskyttelse mod hans usandfærdige Fremstillinger og Paastande, der er vel skikkede til at bringe Anlægget og dets Administration i Miskredit - cpr. I den Anledning Sagfører Monsens Uttrykk "Uvæsen" i vedlagte Gjenpart af hans skrivelse til Overingeniør Lekve af 4de Desbr. - og som efter Prestens Paastand ville blive troede paa højere Steder, naar de fremkom i form af klage fra ham. Det skal desuden ikke være den eneste Gang Presten har kommet med ubehagelige Udtalelser mod Anlægget, hvortil ved Sagens videre Gang vil komme tilbage.
I hvorvel Presten saaledes vil faa Anledning til for Domstolene at bevise sine Paastandes sandfærdighed eller til at berigtige samme, tillader jeg mig dog at anmode Hr. Lensmanden om ved nærværende Leilighed at udtale dem om Tilstanden ved Anlægget, idet jeg har den Tro, hvilken er blevet bestyrket ved Deres mundtlige Udtalelser, at de finder, at alt staar vel til ved Anlægget.
Ærbødigst
Ivar Svenningsen
Fra
Aurland sogneprest
Til
Hr. amtmanden i Nordre Bergenhus
Aurland Prestegaard 17de febr. 1897
I det jeg herved tilbagesender til Hr. amtmanden vedlagte sag, skal jeg i anledning af Deres ærede paategning af 21te f.m. oplyse følgende:
Den forestilling jeg under 16de november forrige aar lod tilstille hr. overingeniøren ved Voss-Taugevandsbanen, har jeg som ansat prest ved anlægget østenfor Gravehalsen indsendt til ham. Den involverer ingensomhelst klage. Heller ikke er nogen saadan til nogen indsendt. Skrivelsen tager sikte paa at indføre en ordning, der bedst og mest effectivt kan beskytte vei- og jernbanearbeiderne ved det hele anlæg østenfor Gravehalsen mod indryk af usædelige kvinder og mod de ulemper for arbeidere og administration, som, "naar arbeidet med tiden kommer at drives med fuld arbeidsstyrke", efter al sandsynlighed vil antage dimensioner af betænkelig art, saafremt man ikke i tide Ruster sig derimod.
At den korte skildring af forholdene, som min skrivelse af 18de november f.å. indeholder, ogsaa har det samme omfang - nemlig det hele arbeide, saavel det egentlige jernbanearbeidet som de forberedebde veiarbeider - de sidste kommer ganske naturlig paa dette forberedende stadium af arbeidet at træde i forgrunnen - fremgaar, synes mig, tilstrækkelig klart af skrivelsen ordlyd:
"Ved vejanlægget i Flaamsdalen har i den senere tid gjentagende offentlige fruentimmer, formodentlig fra Bergen, indfundet sig og søgt utugtigt erhverv blant der stationerede vei- og jernbanearbeidere." Men i den del af Flaam, hvor veivæsenets, hr. avdelingsingeniør Svenningsens anlæg, er, findes jo ingen jernbanearbeidere stationerede.
Ligesom jeg nu fremdeles fastholder det passerede, der foranledigede min forestilling af 18de novbr., som fuldt korrekt, saaledes kan jeg heller ikke andet end fremdeles at anmode anlæggets ærede overingeniør om, at en ordning søges tiveiebragt paa den af mig antydede eller i lighed dermed staaende maade.
Den delvis private, delvis offentlige forholdsregel, som hr. statsadvokaten i Bergenhus har foreslaaet, og som allerede sees bragt i anvendelse, kan jeg nemlig ikke finde giver den fornødne beskyttelse.
Unden at fæste sig ved, at det formentlig afhænger af husejernes forgodtbefindende, om de agte at efterkomme formaningen, kan man umulig glemme, at vaar, sommer og høst udover vil en ladebygning eller en udeløe og midsommerdagen bjergheller eller hvorfor ikke aben mark yde fornødent nattely. Om altsaa samtlige husejere i Flaams sogn af stængte sine huse, vilde uvæsenet uden væsentlig forhindring kunne florere udenfor husene. Og at angjeldende kvinner har regnet med den eventualitet, at de kunne blive nektet hus, fremgaar af det særdeles karakteristiske træk, som lensmanden fremdrar, at de har ført egne sengklæder med sig.
Om sommeren synes det mig saaledes, at hr. statsadvokatens foreslaaede forholdsregel lidet vil nytte. Og om vinteren er det vel tvilsomt om en henstilling i samme Retning til husejerne godt lader sig gjennemføre. Kan det virkelig tilraades at stenge disse ulykkelige skabninger ud i nat og kulde?
Jeg kan saaledes ikke se andet, end at den foreslaaede og allerede anvendte forholdsregel kun yder et skrøbeligt vern mod offentlige kvinders besøg i arbeidsdistriktet. Hertil kommer, at forholdene ved jernbaneanlægget er forskjellige fra arbeidsforholdene i beboede strøg. Ved dette anlægs østre del ere samtlige arbeidere henviste til indkvatering i barakker, og om en Reglementsbestemmelse kan fjerne gjestrene fra barakken, kan den visselig ikke forhindre, at de tager sit ophold udenfor denne.
Forsaavidt man imidlertid ikke med lovlig hjemmel kan beklæde en extraordinær politifunktionær med myndighed til paa en mer summarisk maade at besørge saadanne kvinder transporterede ud af arbeidsdistriktet til deres hjemsted, antages alligevel adskilligt at være vundet, hvis en opsynsmand eller mulig en ingeniør, stationeret ved anlægget, og saaledes alltid rede til at skride ind., faar myndighed som anlæggets politi med speciel instrux om i saadanne tilfælde at handle med fornøden raskhed og konduite. Og saafremt det antages, at den beboede del af Flaam om helgene kan blive gjestet af arbeidere fra fjellet, og offentlige damer kunde tænkes at speculere heri, hvilket jo kan ske, ogsaa efter at veiarbeidet er ophørt dernede, da at en lignende ordning kunde indføres for den beboede Flaamsdal t.ex. gennem distriktets lensmand.
I henhold til oven anførte skal jeg derfor bede sagen tilbagesendt hr. overingeniør Lekve til videre expedition til styrelsen. Jeg saa gjerne, om mine ærede med funktionærer hr. doktor Brun og ingeniørassistent Saxegaard blev givet anledning til at udtale sig.
Efter at saa spørgsmaalet har faaet en afgørelse, tør jeg bede om , at sagens samtlige dokumenter bliver mig tilstillede for at oversendes gjennem mine kirkelige foresatte til kirkedepartementets erklæring, hvorvidt hr. avdelingsingeniør Svenningsens udtalelser om mig, i hans indlæg, af 6te januar giver anledning til forføining fra min side.
Ærbødigst
E. P. Juul
(*Lekve var blant de første som tok til orde om en jernbane mellom Kristiania og Bergen. Han tok aktivt del i forberedelsene til banen, og ble den første overingeniøren da det i 1894 ble vedtatt å bygge Bergensbanen.)
Det bemærkes til slutning at Sogneprest Juul har optraat paa en i det hele taget saa mærkelig og lidet venlig Maade ligeoverfor Veianlæget i Flaamsdalen, at det falder mig vanskelig at tro, at han i nærværende Tilfælde har optraat bona fides og kun i Sagens Interesse. Da han har givet denne sag et Omfang saa at Kirkeministeren og derigjennem andre Medlemmer af Statsraadet er blivne indragne i den, finder jeg at matte søge Lovens Beskyttelse mod hans usandfærdige Fremstillinger og Paastande, der er vel skikkede til at bringe Anlægget og dets Administration i Miskredit - cpr. I den Anledning Sagfører Monsens Uttrykk "Uvæsen" i vedlagte Gjenpart af hans skrivelse til Overingeniør Lekve af 4de Desbr. - og som efter Prestens Paastand ville blive troede paa højere Steder, naar de fremkom i form af klage fra ham. Det skal desuden ikke være den eneste Gang Presten har kommet med ubehagelige Udtalelser mod Anlægget, hvortil ved Sagens videre Gang vil komme tilbage.
I hvorvel Presten saaledes vil faa Anledning til for Domstolene at bevise sine Paastandes sandfærdighed eller til at berigtige samme, tillader jeg mig dog at anmode Hr. Lensmanden om ved nærværende Leilighed at udtale dem om Tilstanden ved Anlægget, idet jeg har den Tro, hvilken er blevet bestyrket ved Deres mundtlige Udtalelser, at de finder, at alt staar vel til ved Anlægget.
Ærbødigst
Ivar Svenningsen
 |
| Litt av anlegsbyen på Vatnahalsen |
Om veiarbeidet i Flåmsdalen
Ingeniør Andreas Saxegaard, f. 1867 - d. 1941, som er nevnt i saken, var først tilsatt ved veianlegget Flåm - Myrdal, senere ble han tilsatt som ingeniør ved Bergensbanen. I et brev til sine foreldre skriver han m.a. om veianlegget i Flåmsdalen:
Flaam, 16 oktober 1894.
" Siden mitt forrige brev har jeg omtrent hele tiden været beskjæftiget med en undersøkelse fra bunden af Aurlandsfjorden op til linjen for Bergensbanen (Gravehalstunnelen). Egnen her er meget lig Søndmør, maaske endnu vildere, men ikke paa langt nær saa vakker. Flaamsdalen er yderst trang og trist, men yderst interessant for den der skal planlægge vei. Vi anvender ikke slyngninger paa veien her som i Geiranger, men naar der spørges om tekniske vanskeligehder er Geirangerveien lidet at regne mod den framtidige Flaamsvei. Den maa planlægges under hensynstagen til sneskred og steinsprang og ikke minst skredgufs. Et sted er veien projektert temmelig høit oppe i dalsiden og paa en strækning af 40m i tunnel af hensyn til skred paa dalens anden side.
Undersøgelsene har for mig været saa meget interessantere fordi min shef, Ingeniør Svenningsen dels p.g.a. manglende tid, dels p.g.a. en benskade saa godt som ikke har kunnet ta del i den. Til help har jeg havt 3 unge ingeniører og en underofficer. Under stikningen har vi jevnlig mattet gaa i taug. Nu har vi omtrent bare kontorarbeid igjen Desuden drives her et lidet anlæg med en arbeidsstyrke paa mellem 40 - 50 mand. Dette har bestyreren ikke engang seet.
---
I længre tid har her ved anlægget og undersøgelsen været saadan pengeknaphed at det ikke har været tale om ingeniørlønninger."
 |
| Den nye veien ved Kårdal |
 |
| Eilif Patrick Juul Sogneprest i Aurland 1984 - 1924 |
Aurland sogneprest
Til
Hr. amtmanden i Nordre Bergenhus
Aurland Prestegaard 17de febr. 1897
I det jeg herved tilbagesender til Hr. amtmanden vedlagte sag, skal jeg i anledning af Deres ærede paategning af 21te f.m. oplyse følgende:
Den forestilling jeg under 16de november forrige aar lod tilstille hr. overingeniøren ved Voss-Taugevandsbanen, har jeg som ansat prest ved anlægget østenfor Gravehalsen indsendt til ham. Den involverer ingensomhelst klage. Heller ikke er nogen saadan til nogen indsendt. Skrivelsen tager sikte paa at indføre en ordning, der bedst og mest effectivt kan beskytte vei- og jernbanearbeiderne ved det hele anlæg østenfor Gravehalsen mod indryk af usædelige kvinder og mod de ulemper for arbeidere og administration, som, "naar arbeidet med tiden kommer at drives med fuld arbeidsstyrke", efter al sandsynlighed vil antage dimensioner af betænkelig art, saafremt man ikke i tide Ruster sig derimod.
At den korte skildring af forholdene, som min skrivelse af 18de november f.å. indeholder, ogsaa har det samme omfang - nemlig det hele arbeide, saavel det egentlige jernbanearbeidet som de forberedebde veiarbeider - de sidste kommer ganske naturlig paa dette forberedende stadium af arbeidet at træde i forgrunnen - fremgaar, synes mig, tilstrækkelig klart af skrivelsen ordlyd:
"Ved vejanlægget i Flaamsdalen har i den senere tid gjentagende offentlige fruentimmer, formodentlig fra Bergen, indfundet sig og søgt utugtigt erhverv blant der stationerede vei- og jernbanearbeidere." Men i den del af Flaam, hvor veivæsenets, hr. avdelingsingeniør Svenningsens anlæg, er, findes jo ingen jernbanearbeidere stationerede.
Ligesom jeg nu fremdeles fastholder det passerede, der foranledigede min forestilling af 18de novbr., som fuldt korrekt, saaledes kan jeg heller ikke andet end fremdeles at anmode anlæggets ærede overingeniør om, at en ordning søges tiveiebragt paa den af mig antydede eller i lighed dermed staaende maade.
Den delvis private, delvis offentlige forholdsregel, som hr. statsadvokaten i Bergenhus har foreslaaet, og som allerede sees bragt i anvendelse, kan jeg nemlig ikke finde giver den fornødne beskyttelse.
Unden at fæste sig ved, at det formentlig afhænger af husejernes forgodtbefindende, om de agte at efterkomme formaningen, kan man umulig glemme, at vaar, sommer og høst udover vil en ladebygning eller en udeløe og midsommerdagen bjergheller eller hvorfor ikke aben mark yde fornødent nattely. Om altsaa samtlige husejere i Flaams sogn af stængte sine huse, vilde uvæsenet uden væsentlig forhindring kunne florere udenfor husene. Og at angjeldende kvinner har regnet med den eventualitet, at de kunne blive nektet hus, fremgaar af det særdeles karakteristiske træk, som lensmanden fremdrar, at de har ført egne sengklæder med sig.
Om sommeren synes det mig saaledes, at hr. statsadvokatens foreslaaede forholdsregel lidet vil nytte. Og om vinteren er det vel tvilsomt om en henstilling i samme Retning til husejerne godt lader sig gjennemføre. Kan det virkelig tilraades at stenge disse ulykkelige skabninger ud i nat og kulde?
Jeg kan saaledes ikke se andet, end at den foreslaaede og allerede anvendte forholdsregel kun yder et skrøbeligt vern mod offentlige kvinders besøg i arbeidsdistriktet. Hertil kommer, at forholdene ved jernbaneanlægget er forskjellige fra arbeidsforholdene i beboede strøg. Ved dette anlægs østre del ere samtlige arbeidere henviste til indkvatering i barakker, og om en Reglementsbestemmelse kan fjerne gjestrene fra barakken, kan den visselig ikke forhindre, at de tager sit ophold udenfor denne.
Forsaavidt man imidlertid ikke med lovlig hjemmel kan beklæde en extraordinær politifunktionær med myndighed til paa en mer summarisk maade at besørge saadanne kvinder transporterede ud af arbeidsdistriktet til deres hjemsted, antages alligevel adskilligt at være vundet, hvis en opsynsmand eller mulig en ingeniør, stationeret ved anlægget, og saaledes alltid rede til at skride ind., faar myndighed som anlæggets politi med speciel instrux om i saadanne tilfælde at handle med fornøden raskhed og konduite. Og saafremt det antages, at den beboede del af Flaam om helgene kan blive gjestet af arbeidere fra fjellet, og offentlige damer kunde tænkes at speculere heri, hvilket jo kan ske, ogsaa efter at veiarbeidet er ophørt dernede, da at en lignende ordning kunde indføres for den beboede Flaamsdal t.ex. gennem distriktets lensmand.
I henhold til oven anførte skal jeg derfor bede sagen tilbagesendt hr. overingeniør Lekve til videre expedition til styrelsen. Jeg saa gjerne, om mine ærede med funktionærer hr. doktor Brun og ingeniørassistent Saxegaard blev givet anledning til at udtale sig.
Efter at saa spørgsmaalet har faaet en afgørelse, tør jeg bede om , at sagens samtlige dokumenter bliver mig tilstillede for at oversendes gjennem mine kirkelige foresatte til kirkedepartementets erklæring, hvorvidt hr. avdelingsingeniør Svenningsens udtalelser om mig, i hans indlæg, af 6te januar giver anledning til forføining fra min side.
Ærbødigst
E. P. Juul
