søndag 27. mai 2018

FOTOGRAF ERIK OLSEN, 1835 - 1920, TRONDHEIM




Bakside: Skandinavens Boghandel, Chicago


Fotograf Erik Olsen, 1835 - 1920

Erik Olsen arbeidet først på bergskriverkontoret i hjembygden, var så proviantskriver på Røros i 1863. Hadde deretter forskjellige kontor jobber til han 1.6.1869 overtok Charles Foss sitt atelier på Brattøra i Trondhjem (Meisterlins Gaard) etter å ha gått i lære hos han i 1882 (muligens allerede i 1879). Han kjøpte Søndre Gade 6 og flyttet atelieret dit i 1883. Fra 1920 var han i Olaf Trygvesøns Gade 21, og fra 1910 i Schultz Gade 7.

Erik Olsen var Domkirkens faste fotograf fra 1870 til ca. 1916/17. Butikken / atelieret ble drevet frem til 1917. En del av platene til Olsen ble i 1895 produsert som lysbilder (Magic Lantern) av F. Scarlett. Scarlett var leder for Cook´s Reisebureau i Norge og brukte bildene som turistreklame på sine reiser i utlandet. Noen av disse ble fargelagt av den engelske kunstmaler Acres i London. Blandt disse var noen fra Værdalsulykken i 1893. Bildene gikk dessverre tapt på Norwegische Reisebureau i Berlin i 1944.

Noen plater (antagelig sammen med platene etter Charles Foss), ble overlatt til Tronhjems Historiske Forening. Platene og protokollene eies nå av Gunnerusbiblioteket.

På Bergensutstillingen i 1898 stilte Erik Olsen ut "Fotografier, fra Visitkortformt til Legemstørrelse". 

Erik Olsen var formann i Nordenfjeldske Fotografers Forening, ca. 1905/06, og ble æredsmedlem i 1913. Han var en ivrig skiløper langt opp i alderdommen.

Erik Olsen sine virkesteder som Fotograf:

1883-1902: Trondheim; Søndre Gade 6
1902-1910: Trondheim; Olaf Trygvesøns Gade 21
1910-1983: Tronheim; Schultzgt. 7
1869-1883: Trondheim; Brattøra

Kilde: WikiStrinda / Strinda Historielag

Svein Olav Haukedal
Foto, privat samling

søndag 20. mai 2018

FOTOGRAF POULTON & SON - NORGESTUR 1892


BARCLAY-MEIDELL OG POULTON & SON


"En af de Nordmænd som har spillet en bemerkelsesværdig Rolle i den norske Hotellverden i de sidste 30 Aar er Bergenseren Barclay-Meidell. I 1891 kjøbte Meidell, sammen med den kjente Turist, Bonnevie Angel, det gamle Hellands Hotel paa Gudvangen, og ombyggede og forbedrede det. Han drev baade Vikingnæs i Hardanger og Vikingvang, som Hellands Hotell blev omdøbt til. I 1896 solgte han Vikingvang Hotel til den nye Eier af Stalheim Hotel. 

Under Meidells Ledelse af Vikingvang Hotel paagikk der en voldsom Stigning i Trafikken med "de flydende Hoteller", og der kunde flere Gange hver Uge expederes flere Hundrede Kjøretøier over Ruten Gudvangen-Stalheim-Voss-Eide, som krævede en aarvaagen og nøiagtig Administrasjon; men som lidt efter lidt blev ordnet saa systematisk at Maskineriet sjelden knirkede."  (1)
           
Turistruten, Voss - Stalheim - Gudvangen, var i perioden 1860 - 1900 en av de mest besøkte områder i Norge. I perioden mellom 1892/97 har Meidell fått besøk av sønnen til den London baserte fotografen og forleggeren, Samuel E. Poulton (1819 - 1898).

(Den viktorianske fotografen var i sin tid en av englands pionerer innenfor fotografering og forlegger virksomhet. Han er mest kjent for serien "Poulton´s series" med engelske motiver. Foto av Samuel E. Poulton finnes i dag i de store fotografiske samlingene i England og USA).

Ut i fra det som finnes av tilgjengelige opplysninger om familien Poulton, kan det være Robert William Poulton som besøkte Norge på 1890-tallet. Han står oppført i familieoversikten som "Travelling photographer". Av det fotomateriale som finnes tilgjengelig fra Poulten sin norgestur, er først og fremst en viderføring av "Poulton`s series" med norske turistmotiver. Det finnes og en rekke Magic Lantern bilder og en del albumbilder fra denne turen.


Stalheim Hotel, 1890-tallet - Poulton series / Magic Lantern bilde

Samarbeidet mellom Meidell og Poulton & Son resulterte m.a. i turistsouvenirer og postkort som ble solgt i Meidell sin butikk. 

Gudvangen Tourist Stores, 
Photograps, Furs, Horns
etc., etc.


TURISTBILDER


I tillegg til Poulton sine bilder ble det solgt mange bilder av de store norske fotografene, som Marcus Selmer, Knudt Knudsen og Axel Lindahl. Strekningen Voss - Gudvangen var på slutten av 1800-tallet et av de mest fotograferte, malte og omtalte områder i Norge.

Etterspørselen etter bilder fra Norge var stor blant utflyttede Nordmenn. Mange av de mest kjente norske fotografene fikk sine bilder utgitt i Amerika, både som stereografi bilder og albumbilder. Disse ble solgt av dørselgere i de norske områdene. 




Utgave: John Anderson Publishing, ca. 1890.  Fotograf: Ukjent

Utgave: John Anderson Publishing, ca. 1890.  Fotograf: Ukjent

Utgave: John Anderson Publishing, ca. 1890.  Fotograf: Ukjent


    "Vossevangen er ubetinget Midtpunktet for Reiselivet i det vestenfjeldske Norge. Byens Hoteller tilbyr alle de Bekvemmeligheder, en Reisende kan ønske sig. Naturen er venlig og indbydende, om den end ikke i Storartethed kan maale sig med, hvad andre vestenfjeldske Egne kan byde.
       Ved at stige op til de høiere liggende gaarde paa begge Sider af Vangsvandet faaes smukke Udsigter over dette med dets Omgivelser og de tilstødende Fjelde. Af disse skal Lønehorgen (1391 Meter høi) være meget let at bestige.
      Finneloftet, beliggende 1 Km. fra Vangens Kirke, er en høist interesant Træbygning fra Middelalderen. Den tilhører nu Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring. I Bygningen er udstillet en samling af ældre Klæder, Husgeraad o.l. fra Voss.
      Af offentlige Pladse paa Vossevangen kan nævnes «Ludvig Holdbergs Plads», beliggende ved Præstegaardens Bolig eller mellem denne og Kirken. Herover skriver Haukenæs: «Naar man har tilladt sig at opkalde denne Plads efter vor Literaturs Fader, den udødelige Ludvig Holberg, saa har man hertil ikke saa liden Berettigelse, eftersom Digteren ved sit Ungdomsophold paa Voss, som huslærer og Hjælpepræst hos Præsten Wenwic !!!!!!, 1702-1703, hver Dag passerede Pladsen og stadig havde Udsigt derover fra sine Vinduer.  
     Pladsen er forresten ikke holdt i den Stand, at den med nogen videre Ære kan bære Navn efter denne Stormand i Aandens verden,
      Navnet «Ludvig Holdbergs Plads» er af ny oprindelse; den tidligere Benævelse var Lighaugen, der fornemmelig andvendtes paa Pladsens nedre Del mellem Præstegaarden Foreningens Bygning. Navnet er ikke velklingende, men passede godt til tidligere Fæders Brug.  Det var det sædvanlige i den Tid, før Voss blev forsynet med gode Veie, at Lig fra Gaardene omkring Vangsvandet førtes til sit sidste hvilested i Baad, bares fra Fjæren op paa Lighaugen, hvor Kisten blev sat paa Skamler, der hentedes ud fra Kirken, og blev staaende der, indtil Præsten viste sig. Da bares Kisten ud paa Kirkegaarden, men først en Tur rundt Kirken, før den nedsænkedes i Graven. Denne Rundbæring omkring Kirken affskaffedes af Prost Morten Münster, som døde i 1851. Det var ogsaa ham, som affskaffede Vågestuerne (Våkestue ?), hvis karakteristiske Skik bestod deri, at al Ungdom i Nabolaget skulde vaage turvis i Sørgehuset samt sidste Nat før Begravelseb komme sammen og trakteres med Øl – man kan tænke sig med hvilken Virkning! 
      Kunde Holbergs Plads fortælle os om, hvad som er hændt paa dens Jord, lige fra den Tid, da Olav den Helliges Vaabenrustede Mænd, jog de forsamlede Vosser ud i Vandet og gav dem Valget mellem at nedhugges eller at lade sig døbe, indtil vore Dage, bl.a. om den berømmelige Kalttule, som et par Aars Tid stod, dels med opspærret Gab, dels som en lumsk Fælde til at fange Børn i, saa vilde nok det blive en mærkelig historie."             




VOSS - STALHEIM - GUDVANGEN


En fotografisk reise med Poulton & son, ca. 1892/94

Boken ble utgitt ut som en souvenir artikkel for salg i Meidells butikk i Gudvangen.

Billedbok fra reisen Voss - Gudvangen av Poulton & Son, ca. 1892

















GUDVANGEN



Stalheim Hotel. Foto: J. Valentin, ca. 1890

Gudvangen. Foto J. Valentin, ca. 1890.
     
Efter at have steget ned den bratte Stalheimsklev befinder man sig i den Turistverdnen saa berømte Nærødal, som foregaaende Billede viser. Den prægtige Kjørevei følger Bunden af Dalen langs den stride Elv. De næsten lodrette Fjeldvægge paa begge Sider af Dalen er af en imponerende virkning. Ret som det er, overraskes man af en Rullen oppe i Fjeldsiden, der ligner Torden. Det er store Fjeldstykker, der rævner løs og falder ned i Dalen. Reisende, der havt sine hjem paa Sletteland og er uvant med at færdes i vilde Fjeldegne, føler sig ofte uhyggelig tilmode, naar de med en Gang kommer ned i denne trange Dal og kun ser Himlen som en smal Stribe over de flere Tusind Fod høre og steile Fjelde. Det er kun ved Middagstiden om Sommeren, at Solen fair Lov til at titte ned i Dalen.

   Omtrent en norsk Mil fra Kleven kommer man ned til Gudvangen, der ligger ved en af Sognefjordens mange Arme, der heder Nærøfjorden. Denne Fjord stikker i Syd fra den egentlige Sognefjord. Paa Gudvangen er flere Butikker og nogle godt udstyrede Hoteller for de reisende. Nærværende Billede viser Dampskibsbryggen og er et af Nordre Bergenhus Amts Dampskibe, der opretholder en hyppig Postforbindelse med Bergen. Desuden ser vi Bunden af Nærøfjorden, omgivet af 3000 Fod høre Fjelde.

     Nærøfjorden er af de mest befærdede Dele af Sognefjorden. Mængder af Turister kommer fra Voss over Stalheim og fortsætter med Dampskib enten til Bergen eller til Lærdalsøren, hvorfra Turen videre gaar over Fillefjeld til Østlandet. De store engelske Turistdampere undlader aldrig at tage Turen ind til Gudvangen, hvor de henligger nogle Dage, til de Reisende har besøgt Stalheim og seet sig mæt af den storartede Natur.

    Hermed er vi komme til Sogn, et af de interesanteste Strøg i Norge. Sogningerne er et energisk Folkefærd. De er resolute i al sin Færd. De elsker sit Sogn og er saa patriotiske, at de ikke vil bytte sin Hjemstavn for noget andet Sted i Verden, Deres Dialekt er haard som den Natur, der omgiver dem, og er en af de viktigste Hovedgrene af det gamle Norske Sprog. Den store Turiststrøm, der paa saa mange Steder affejer Eiendommeligheder hos Folket, har ikke formaaet at forandre Sogningerne. 

    Det er, som en Forfatter har sagt, at hvor i Verden man sætter en Sogning, saa er og bliver han dog Sogning. 






FRÅ VOSSEVANGEN TIL GUDVANGEN 1890

Noen Photochrom bilder hentet fra Library of Congress.

Photochrom Prints
Contains almost 6,000 views of Europe and the Middle East and 500 views of North America. Published primarily from the 1890s to 1910s, these prints were created by the Photoglob Company in Zürich, Switzerland, and the Detroit Publishing Company in Michigan. The richly colored images look like photographs but are actually ink-based photolithographs, usually 6.5 x 9 inches. Like postcards, the photochroms feature subjects...
*   Contributor: Photoglob Co. - Detroit Publishing Co.
*   Date: 1890

Musikk:
Kevin MacLeod
Airport Lounge
YouTube Audio Library

---------------

POSTKORT, Poulton & Son 

Det første kjente norske postkort med bilde er poststemplet i 1887. Av Meidell / Polulton sine postkort er det eldste stemplet 6.7.1894. Dette viser noe om hotell mannen Meidel sin kunnskap om turisme generelt, og om den enkelte turist sitt ønsker om fotografiske minner fra en rundtur i Norge. Meidell / Poulton sine postkort fra Sogn hører i dag til de tidligste norske postkort.

I min samling er det fire postkort fra Indre Sogn. Tre fra Gudvangen med stempel og ett ubrukt fra Fjærland. Alle kortene har ulik layout og noe avvikende tekst, farge og bilde. Dette kan ha sammenheng med flere opplag av kortene. Alle kortene er trykket med "ti års" varighet. 


Bakside 14.17.94


Sendt: Holland, 14.07.94


Sendt: 7. 7. 1895 - USA                                                                                      

Sendt: 22.07.97 - Tyskland

Fjærland - ubrukt
Fjærland ubrukt

 © KULTURVARDER

fredag 30. mars 2018

VIDEO BLOGG - BERGEN

VIDEO BLOGG - BERGEN 





Amatørfilm som tar deg med på en vandring i Bergen ca. 1942. Ukjent fotograf. 
Musikk: Gunnar Roti - Fra platen Paraleller - Accordion.



Bergensbanevisa av Ferdinand Iversen

Melodien er hentet fra platen "Rallardans" av Gert Erik Nesbø, 2001.
Gert Erik Nesbø



Tekst: Johan Nordahl Brun
Sang: August Werner (1893-1980)

A Norwegian-born singer, who recorded for Victor during the 1920s. 



Fisketorget i Bergen gjennom ca. 130 år. Fra 1880-tallet og frem til 2015. En trist utvikling - fra byens torg til turistfelle.



"Laien og skjorten" er en gammel historie fra Bergen om kjuagutten Laien. 




Bergens Munnspillorkester (Kjuagutta). Orkesteret besto av: Arne Vassenden, Reidar Bøe, Birger Loftås, Kurt Bertelsen, Leif Nygård, Rangthon Larsen, Kurt Foss, Lars Lervik, Stein Johnson. 
Bilete frå ca. 1870 til 1940. 




AMATEUR LEVY 
Part from Bergen. Silent home movie footage from the 30s of a family touring Europe.



Brødrene Iversen - plays James Taylor, Dyvekes viseklubb



Brødrene Iversen - "Teach Your Children",  LIVE - Bergen




"ART IS POPCORN FOR THE BRAIN" - 
Hike in Bergen. 


BUEKORPS


"Divisjonen" - Buekorps Bergen



"Sandviksmarsjen" - Buekorps / Bergen



"Marka Marsjen" - Buekorps / Bergen



Skansen Bataljon - Buekorps / Bergen



"Hoffaren" med slagergjengen fra Dræggen Buekorps - Buekorps / Bergen



"Nordnes Marsjen" - Buekorps Bergen

onsdag 8. november 2017

"OFFENTLIGE FRUENTIMMERE" - FLÅMSDALEN 1886







I Aurland Kyrkjelydsblad, Nr. 3. 1998 refererer presten i Aurland, Bjarne Aagaard, en alvorlig sak fra 1886, vedrørende "offentlige fruentimmere" som tar seg til rette under arbeidet ved veianlegget i Flåmsdalen. Denne historien fortjener et mye større publikum - og blir med dette referert i denne bloggen - med et takk til Bjarne Aagaard for en enestående historie. 

FRUENTIMMERSAKEN

Saken starter med et brev sogneprest Juul skrev til overingeniør Lekve. I brevet (som ikke lengre er bevart) har Juul sendt en klage over at "offrntlige fruentimmere" har blitt observert i Flåmsdalen i samband med bygging av veien opp dalen til Myrdal. Den 14 des. 1886 griper så avdelingsingeniør Svenningsen til pennen og vender seg til statsadvokaten i Bergenhus med ønske om å få en gjenpart av Juul sit brev. Dette har tydeligvis vandret videre i "systemet". Svenningsen ønsker å få komme med en uttale i saken, da han "har grund til at tro, at sognepresten sin fremstilling er modtagelig for modifikationer" - og med dette "understatement" er striden igang.


Afdelingsingeniør Svenningsen

Fra Afdelingsingeniør Svenningsen
                                                                                                       Flaam den 6te Januar 1897.

Remitteres med Bilag Hr. Lensmand Ohnstad, idet jeg i Sagens Anledning finder mig beføiet til at udtale: Jeg maa beklage først nu at have faaet Anledningen til at uttale mig, den jeg som det angjældende veianlægs Chef vel burde have faaet fra første Haand af.

Med Hensyn til Sogneprest Juuls skrivelse af 18 Novbr bemærkes, at naar Presten udtaler: "at ved veianlægget i Flaamsdalen har den senere tid gjentagende offentlige Fruentimmer indfudet sig " osv, saa forholder dette sig saaledes, efter hvad jeg har haft Anledning til at erfare:

En lørdag i Oktober eller maaske November Maaned ankom til Aurlands Hovedsogn - Prestens Bosted - en Lirekassemand ledsaget af 2 Fruentimmer, hvoraf han udgav den ene som sin Hustru. Vedkommende henvendte sig til Lensmanden mad Anmoding om at faa give Forestillinger - hva slags vides ikke. Dette blev imidlertid af Lendsmanden nægtet.

I Aurland antages Følget at have Forblevet til Tirsdag da de drog indover til Fretheim i Flaam. Hvorvidt de nu drog direkte til Myrdalen eller slog sig ned 1 nat paa Gaarden Flaam, vides ikke, men kan ogsaa forsaavidt være ligegyldigt, som begge Steder ligger udenfor veianlæggets Omraade. (...) 

Paa Turen til og fra Myrdalen var de nødt til at passere Dele af veianlægget gjennom Flaamsdalen i en længde af ca 5 kilometer hver Gang Naar Presten betegner dette med Ordene "indfundet sig ved veianlægget", er dette et Forsøg paa Forvrængning af Kjendsgjerningene og en Omgang med Sandheden, som neppe burde kunne ventes fra den Kant, Thi Presten vidste, da han skrev, god Greie paa at Veianlægget i Flaamsdalen intet har med "Myrdalen" at gjøre. 

Med større Rett kan paastaaes, at Selskabet infandt sig i Aurlands Sogn, Thi et staar fast at Selskabet ikke tilbragte een Nat inden veianlæggets Omraade. Det skal villig indrømmes, at vedkommende Fruentimmer saa noksaa mistænkelig ud, men Prestens Betegnelse af dem som offentlige, og Paastanden om deres usædelige Erhverv, faar staa for hans egen Regning.

Naar presten betegner dette følges Ankomst til Distriktet som infinden ved veianlægget gjennom Flaamsdalen, er dette altså en grov Forvanskning af Sandheden, men naar han siger, at offentlige Fruentimmer gjentagende har indfudet sig i den senere Tid, er dette en ligefrem Usanhed, i det Sammenhængen med denne paastand er følgende:

Den 17de Novbr sad Presten paa Fretheim - undertegnede var ikke til stede - og lamenterede over Sædelighedstilstanden ved veiandlæget, i det han paastod, at en veiarbeider - Navnet vides ikke - levede i et usædeligt Forhold med en Bergenspige. Han truede i den Anledning med at insende Klage til Veidirektøren, "Indre" departementet og statsraad J. Sverdrup, hvilket sidste han har gjort. Dette passerede den 17de novbr, og Dagen efter - den 18de - skriver han omhandlede Brev, ikke til Veidirektøren, men uvist af hvilken Grund til Overingeniør Lekve, som er Anlægget uvedkommende.

Men - og nu kommer det væsentligste - vedkommende Arbeider, hvis paastaaendes usædelige Liv gav Presten Anledning til at bruge Ordet "gjentagende", var ikke engageret ved Veianlægget og havde aldrig været der, men var uheldigvis for Presten - en af Prestens egne Medhjælperes Arbeider. Der kommer altsaa en Pige (fra Bergen) og besøger en ung Mand, hvis Kjæreste han sagdes at være, og som arbeider for en af Prestens Medhjælpere, og dette faar Presten til at være en Gjentagelse af offentlige Fruentimmers infinden ved veianlægget.

Thi at Ordet gjentagende sigter til ovennævnte uskyldige Begivenhed er utvilsomt efter Prestens Udtalelser den 17de Novbr. Presten har forøvrigt i længere Tid have fuld Rede paa det virkelige Forhold uden at have fundet det Umagen værd i den Anledning at ville berigtige sine Udtalelser. Men at han vidste klar Besked da han skrev til Overingeniør Lekve den 18 Novbr, tror jeg ikke, omennskjønt saa synes at fremgaa efter Prestens egne Udtalelser ved en senere Anledning hvortil jeg eventuelt ved Sagens videre Gang forbeholder mig at komme tilbage.

(*Lekve var blant de første som tok til orde om en jernbane mellom Kristiania og Bergen. Han tok aktivt del i forberedelsene til banen, og ble den første overingeniøren da det i 1894 ble vedtatt å bygge Bergensbanen.)

Jeg er fullstendig enig med Presten i det i alle henseender uheldige for Beboernes og Arbeidernes Moral og Helbred i at offentlige Fruentimmer skulde optræde ved et Veianlæg. Men naar Presten giver det Udseende af at Tilstanden i den Henseende er nødlidende ved Veianlægget i Flaamdalen, saa man jeg herimod nedlægge den alvorligste Protest, idet dette ikke er Sandhed. Hvad det derimod kan udarte til, kan jeg jo ikke vide, men skal kun hertil anføre at jeg nu i snart 20 Aar har administrert ved henved 40 Veianlæg i de forskjelligste Dele af Landet og under de Forskjelligste Forhold, uden at nogensinde Forhold som Presten for Aurlands vedkommende synes at forudse, har fundet Sted, og efter mit Kjennskap til Aurland Prestegjæld, tror jeg ikke at Forholdene her i særegen Grad er prædisponerede for Usædelighed fremfor andre Steder. Jeg antager saaledes for givet, at som av hr. Statsadvokaten anført, det vil i alle henseender være fuldt betryggende, naar vor dygtige Lensmand tager Sagen i sin Haand.

Det bemærkes til slutning at Sogneprest Juul har optraat paa en i det hele taget saa mærkelig og lidet venlig Maade ligeoverfor Veianlæget i Flaamsdalen, at det falder mig vanskelig at tro, at han i nærværende Tilfælde har optraat bona fides og kun i Sagens Interesse. Da han har givet denne sag et Omfang saa at Kirkeministeren og derigjennem andre Medlemmer af Statsraadet er blivne indragne i den, finder jeg at matte søge Lovens Beskyttelse mod hans usandfærdige Fremstillinger og Paastande,  der er vel skikkede til at bringe Anlægget og dets Administration i Miskredit - cpr. I den Anledning Sagfører Monsens Uttrykk "Uvæsen" i vedlagte Gjenpart af hans skrivelse til Overingeniør Lekve af 4de Desbr. - og som efter Prestens Paastand ville blive troede paa højere Steder, naar de fremkom i form af klage fra ham. Det skal desuden ikke være den eneste Gang Presten har kommet med ubehagelige Udtalelser mod Anlægget, hvortil ved Sagens videre Gang vil komme tilbage.

I hvorvel  Presten saaledes vil faa Anledning til for Domstolene at bevise sine Paastandes sandfærdighed eller til at berigtige samme, tillader jeg mig dog at anmode Hr. Lensmanden om ved nærværende Leilighed at udtale dem om Tilstanden ved Anlægget, idet jeg har den Tro, hvilken er blevet bestyrket ved Deres mundtlige Udtalelser, at de finder, at alt staar vel til ved Anlægget.

Ærbødigst
Ivar Svenningsen



Litt av anlegsbyen på Vatnahalsen

Om veiarbeidet i Flåmsdalen

Ingeniør Andreas Saxegaard, f. 1867 - d. 1941, som er nevnt i saken, var først tilsatt ved veianlegget Flåm - Myrdal, senere ble han tilsatt som ingeniør ved Bergensbanen. I et brev til sine foreldre skriver han m.a. om veianlegget i Flåmsdalen: 

Flaam, 16 oktober 1894.

" Siden mitt forrige brev har jeg omtrent hele tiden været beskjæftiget med en undersøkelse fra bunden af Aurlandsfjorden op til linjen for Bergensbanen (Gravehalstunnelen). Egnen her er meget lig Søndmør, maaske endnu vildere, men ikke paa langt nær saa vakker. Flaamsdalen er yderst trang og trist, men yderst interessant for den der skal planlægge vei. Vi anvender ikke slyngninger paa veien her som i Geiranger, men naar der spørges om tekniske vanskeligehder er Geirangerveien lidet at regne mod den framtidige Flaamsvei. Den maa planlægges under hensynstagen til sneskred og steinsprang og ikke minst skredgufs. Et sted er veien projektert temmelig høit oppe i dalsiden og paa en strækning af 40m i tunnel af hensyn til skred paa dalens anden side.

Undersøgelsene har for mig været saa meget interessantere fordi min shef, Ingeniør Svenningsen dels p.g.a. manglende tid, dels p.g.a. en benskade saa godt som ikke har kunnet ta del i den. Til help har jeg havt 3 unge ingeniører og en underofficer. Under stikningen har vi jevnlig mattet gaa i taug. Nu har vi omtrent bare kontorarbeid igjen Desuden drives her et lidet anlæg med en arbeidsstyrke paa mellem 40 - 50 mand. Dette har bestyreren ikke engang seet.
---
I længre tid har her ved anlægget og undersøgelsen været saadan pengeknaphed at det ikke har været tale om ingeniørlønninger."


Den nye veien ved Kårdal


Eilif Patrick Juul
Sogneprest i Aurland 1984 - 1924

Fra
Aurland sogneprest

Til
Hr. amtmanden i Nordre Bergenhus

Aurland Prestegaard 17de febr. 1897


I det jeg herved tilbagesender til Hr. amtmanden vedlagte sag, skal jeg i anledning af Deres ærede paategning af 21te f.m. oplyse følgende:

Den forestilling jeg under 16de november forrige aar lod tilstille hr. overingeniøren ved Voss-Taugevandsbanen, har jeg som ansat prest ved anlægget østenfor Gravehalsen indsendt til ham. Den involverer ingensomhelst klage. Heller ikke er nogen saadan til nogen indsendt. Skrivelsen tager  sikte paa at indføre en ordning, der bedst og mest effectivt kan beskytte vei- og jernbanearbeiderne ved det hele anlæg østenfor Gravehalsen mod indryk af usædelige kvinder og mod de ulemper for arbeidere og administration, som, "naar arbeidet med tiden kommer at drives med fuld arbeidsstyrke", efter al sandsynlighed vil antage dimensioner af betænkelig art, saafremt man ikke i tide Ruster sig derimod.

At den korte skildring af forholdene, som min skrivelse af 18de november f.å. indeholder, ogsaa har det samme omfang - nemlig det hele arbeide, saavel det egentlige jernbanearbeidet som de forberedebde veiarbeider - de sidste kommer ganske naturlig paa dette forberedende stadium af arbeidet at træde i forgrunnen - fremgaar, synes mig, tilstrækkelig klart af skrivelsen ordlyd:

"Ved vejanlægget i Flaamsdalen har i den senere tid gjentagende offentlige fruentimmer, formodentlig fra Bergen, indfundet sig og søgt utugtigt erhverv blant der stationerede vei- og jernbanearbeidere." Men i den del af Flaam, hvor veivæsenets, hr. avdelingsingeniør Svenningsens anlæg, er, findes jo ingen jernbanearbeidere stationerede.

Ligesom jeg nu fremdeles fastholder det passerede, der foranledigede min forestilling af 18de novbr., som fuldt korrekt, saaledes kan jeg heller ikke andet end fremdeles at anmode anlæggets ærede overingeniør om, at en ordning søges tiveiebragt paa den af mig antydede eller i lighed dermed staaende maade.

Den delvis private, delvis offentlige forholdsregel, som hr. statsadvokaten i Bergenhus har foreslaaet, og som allerede sees bragt i anvendelse, kan jeg nemlig ikke finde giver den fornødne beskyttelse.

Unden at fæste sig ved, at det formentlig afhænger af husejernes forgodtbefindende, om de agte at efterkomme formaningen, kan man umulig glemme, at vaar, sommer og høst udover vil en ladebygning eller en udeløe og midsommerdagen bjergheller eller hvorfor ikke aben mark yde fornødent nattely. Om altsaa samtlige husejere i Flaams sogn af  stængte sine huse, vilde uvæsenet uden væsentlig forhindring kunne florere udenfor husene. Og at angjeldende kvinner har regnet med den eventualitet, at de kunne blive nektet hus, fremgaar af det særdeles karakteristiske træk, som lensmanden fremdrar, at de har ført egne sengklæder med sig.

Om sommeren synes det mig saaledes, at hr. statsadvokatens foreslaaede forholdsregel lidet vil nytte. Og om vinteren er det vel tvilsomt om en henstilling i samme Retning til husejerne godt lader sig gjennemføre. Kan det virkelig tilraades at stenge disse ulykkelige skabninger ud i nat og kulde?

Jeg kan saaledes ikke se andet, end at den foreslaaede og allerede anvendte forholdsregel kun yder et skrøbeligt vern mod offentlige kvinders besøg i arbeidsdistriktet. Hertil kommer, at forholdene ved jernbaneanlægget er forskjellige fra arbeidsforholdene i beboede strøg. Ved dette anlægs østre del ere samtlige arbeidere henviste til indkvatering i barakker, og om en Reglementsbestemmelse kan fjerne gjestrene fra barakken, kan den visselig ikke forhindre, at de tager sit ophold udenfor denne.

Forsaavidt man imidlertid ikke med lovlig hjemmel kan beklæde en extraordinær politifunktionær med myndighed til paa en mer summarisk maade at besørge saadanne kvinder transporterede ud af arbeidsdistriktet til deres hjemsted, antages alligevel adskilligt at være vundet, hvis en opsynsmand eller mulig en ingeniør, stationeret ved anlægget, og saaledes alltid rede til at skride ind., faar myndighed som anlæggets politi med speciel instrux om i saadanne tilfælde at handle med fornøden raskhed og konduite. Og saafremt det antages, at den beboede del af Flaam om helgene kan blive gjestet af arbeidere fra fjellet, og offentlige damer kunde tænkes at speculere heri, hvilket jo kan ske, ogsaa efter at veiarbeidet er ophørt dernede, da at en lignende ordning kunde indføres for den beboede Flaamsdal t.ex. gennem distriktets lensmand.

I henhold til oven anførte skal jeg derfor bede sagen tilbagesendt hr. overingeniør Lekve til videre expedition til styrelsen. Jeg saa gjerne, om mine ærede med funktionærer hr. doktor Brun og ingeniørassistent Saxegaard blev givet anledning til at udtale sig.

Efter at saa spørgsmaalet har faaet en afgørelse, tør jeg bede om , at sagens samtlige dokumenter bliver mig tilstillede for at oversendes gjennem mine kirkelige foresatte til kirkedepartementets erklæring, hvorvidt hr. avdelingsingeniør Svenningsens udtalelser om mig, i hans indlæg, af 6te januar giver anledning til forføining fra min side.

Ærbødigst

E. P. Juul



mandag 6. november 2017

FOTOGRAF, NILS OLSSON REPPEN





Nils Olsson Reppen - Foto fra Aurland




Nils Olsson Reppen - Foto fra Sogn

Fotograf Nils Olsson Reppen, 1856 - 1925


Nils Olsson Reppen ble født på gården Reppen i Sogndal. Gift første gang med Synneva Pedersdotter (1857 – 1931), og andre gangen med Eli Jonsdottir Elvagieng (1878 – 1945). Reppen emigrerte til Amerika første gang den 13.juni 1882. Der arbeidet han som fotograf i Browns Valley, Minnesota i 1880- årene. Et udatert visittkort portrett med firma adresse Morris, Minnesota, er kjent fra denne tiden. 

Reppen returnerte til Norge, usikkert når, for så å reise tilbake til Amerika igjen. Han var tilbake i Norge igjen den 13. September 1895 og etablerte seg som fotograf i det som ble kalt ”Tårnhuset” i Sogndalsfjøra. Ved folketellingen i 1900 er han registrert som fotograf. Han står videre oppført som fraskilt med en datter i huset. 

I 1965 brandt Tårnhuset ned til grunnen og det meste av Reppen sine glassplater gikk tapt i brannen. I dag har Fylkesarkivet i Sogn og Fjordane 424 foto som er tatt av Reppen. De fleste av disse er glassplater. I samlingen, som i hovedsak består av foto fra Sog og Fjordane, inneholder den og enkelte bilder fra Trøndelag, Minnesota og Dakota. Flertallet av fotografiene er stereofoto.

Det er trolig at det er i Amerika Reppen har lært seg fotografering. Vi finner han oppført i oversikten over aktive fotografer i Minnesota på 1800 tallet, med følgende informasjon:


DIRECTORY OF PHOTOGRAPHER
Reppen, N. O.
Locations: Minnesota
Adress: Broadway, Browns Valley, Minnesota
Dates of operation: 1884
Decades Worked in Minnesota: 1880s



I løpet av sitt første, eller andre opphold i Amerika har Reppen trolig kommet i kontakt med E. J Anderson. Han står oppført som (principal), leder for Viking View Company og ble Reppen sin samarbeidspartner/utgiver i Amerika. I perioden frem mot 1900-tallet fotograferte Reppen mange lokale stereobilder fra Sogn. Bildene ble solgt i Amerika av Viking View Company til de mange utvandrede sogninger i Amerika. Bare fra Sogn utvandret det 32 048 personer i perioden 1866-1915.

Reppen var en svært dyktig fotograf. Han klarte å utnytte stereofotoet sin dybde maksimalt, der kontrasten mellom menneske og naturen kom til sin rett. Som sogning viser Reppen ofte det storslåtte i naturen, der mennesket ofte plasseres i forgrunnen av bildet så dybden i bildet blir maksimal. Reppen sine bilder tar oss, som betraktere med på en reise i det storslåtte, det karrige og det ville - eller som det heter – "landskapet i Sogn".

I min samling finnes det to ulike utgaver av Reppen sine stereobilder. 

Serie 1. Utgaven som trolig må være produsert av Reppen selv - datering ca. 1890

17. mai fest i Sogndal (No. 602)

Serie 2. Utgave som er produsert av Viking View Company - datering 1902,

276. Lärdalsøren, Hesteutstilling, Sogn (Sikker Reppen)


Viking View Company

Principal: Anderson, E. J.

Locations:
Address: 802 Sykes Block, Minneapolis, Minnesota
Dates of operation: 1905
Address: 300 Cedar Avenue, Minneapolis, Minnesota
Dates of operation: 1906
Decades Worked in Minnesota: 1900s


Særpreg med Reppen sine egenproduserte stereobilder: Reppen sine originale bilder i serie 1, er bilder som er større enn det som var vanlig standard for stereobilder på 1890-tallet. Bildene er svakt buede bilder som måler 10x17,5 – alle med håndskrevet tekst på baksiden. Vanlig amerikansk standard for denne type bilder, var buede bilder med en størrelse på 8,8 x 17,5. 



Fotograf Nils O. Reppen (1856 - 19259 foto: Ukjent)

Serie 1


Nærødalen l fra Stalheimskleven


Gudvangen (Sikker Reppen)


Underdal (Sikker Reppen)


Underdal - Utsnitt 


Rjoanafossen (med den gamle veien) Flomsdal (Sannsynlig Reppen)


Floms Kirke (Sannsynlig Reppen)


Fretheim (Sannsynlig Reppen)


Aurlandsvangen fra Ohnstad (Sikker Reppen)


Aurlandsvangen fra Dækkene (Sikker Reppen)


Aurlandsdalen (fra Fetadn) (Sikker Reppen)


Bøijumsbræ, Fjærland Sogn (Sannsynlig Reppen)


Døsen, Lyster (Sannsynlig Reppen)
(Ved et nærmere studie kan en se at sprekken i det venstre bildet er i det originale glasset bildet er kopiert fra.)


Brudevielse i Stedje kirke (Sikker Reppen)


Gjededrift igjennem Sogndalsfæren (Sikker Reppen)


Sogndal fra Eggebjerget (Sannsynlig Reppen)


17. mai fest i Sogndal (No. 602) (Sannsynlig Reppen)


Sognegjenter i Nationaldragt i Sogn (Sannsynlig Reppen)


Hanehaug og Huseby, Lekanger (No. 648) (Sannsynlig Reppen)



Bryllup i ? kirke (Sannsynlig Reppen)


REPPEN OG VIKING VIEW COMPANY

Viking View Company
Principal: E J Anderson

Locations:
Adress: 802 Sykes Block, Minneapolis, Minnesota
Date of operation: 1905

Adress: 300 Cedar Avenue, Minneapolis, Minnesota
Date of operation: 1906

Decades worked in Minnesota: 1900s


Ut over informasjonen ovenfor finnes det lite informasjon om "Viking View" sin virksomhet. Et nærliggende spørsmål er om E. J. Anderson som står oppført som Principal på bildene fra Viking View Company, er i slekt med forleggeren John Anderson.

John Anderson startet avisen Skandinaven og Skandinavens Boghandel på 1860-tallet i Minnesota. Ved siden av trykkeri, avisdrift og oversettelse av bøker, produserte han utgaver av norske stereobilder fra 1860-tallet og fremover.


Det har ikke vært mulig å finne en samlet katalog over Viking View Company sin produksjon. Jeg har derfor ikke, i denne oversikten, tatt med bilder fra andre områder i Norge som er produsert av Viking View Company.

I mitt arkiv over Reppen sine originale foto, og foto som er produsert av Viking View Company, er det en del bilder som finnes i begge utgavene. Disse er markert som "sikker Reppen". Alle bildene er sjekket  med offentlige arkiv så langt det har latt seg gjøre.


( Serie 2 - VIKING VIEW COMPANY - ca. 1902)


63. Svartejuvet ved Borgunds kirke i Lärdal, Sogn (Sikker Reppen)

75. Vindhellen i Lärdal, Sogn (Sannsynlig Reppen)

278. Hesteudstilling ved kirken i Lärdalsøren, Sogn (Sikker - Reppen)

280. Kirken i Lärdalsøren invendig, Sogn (Sannsynlig Reppen)

276. Lärdalsøren, Hesteutstilling, Sogn (Sikker Reppen)

Uten navn / Årdal, Sogn (Sikker - Reppen)


Flomsdalen op mod Gravehalsen, Sogn (Usikker)

236. Underdal, Sogn (Sikker Reppen - finnes og i serie 1)


61 - Gudvangen, Sogn - (Sikker Reppen - Finnes og i serie 1)


Stalheim Hotell - 1902 (Sannsylig - Reppen)


220. Vik fra Havnen, Sogn (Sannsynlig Reppen)

221. Vik imod Fjorden, Sogn (Sannsynlig Reppen)

230. Hönse i Vik, Sogn (Sannsynlig Reppen)

221. Bødalen i Vik, Sogn (Sannsynlig Reppen)

272. Leite fra Näse i Arnafjorden (Sannsynlig Reppen)

250. Fortunsdal i Lyster, Sogn (Sannsynlig Reppen)

261. Mundal i Fjärland, Sogn (Sannsynlig Reppen)

Kaffeselskab i Dr. Engs Have, Sogndal  (Sikker Reppen)

GN fra Naverset Bakkene (Sannsynlig - Reppen)

125. Gjestebud i Sogn (Sannsynlig Reppen)

267. Brudeferd paa Sogndalsvandet (Sannsynlig Reppen)

270. Et säterbesög i Sogndal. (Sikker - Reppen)

243. Leikanger (Systrand), Sogn.  (Sikker - Reppen)

246. Balestrand, Sogn (Sannsynlig Reppen)

512. Kirkebös Kirke, Sogn (Sannsynlig Reppen)


FOTOGRAF OLAV REPPEN, 1886 - 1921

Av Jan Talsethagen

Olav Reppen var fødd på garden Reppen i Sogndal i 1886. Han var son av gardbrukar og fotograf Nils Olsen Reppen som starta fotoforretning i Sogndal så tidleg som kring 1890. Olav Reppen vaks opp på Ormalseng, dels på Austlandet. Som attenåring drog han til Amerika og vart verande der omlag tre år. Så kom han heim til Sogndal, gjekk på Helgheim ein vinter, men drog til Bergen for å gå i lære hjå fotograf Otto Talle (opphaveleg frå Luster). Etter tre år i Bergen drog han attende til Sogndal og kjøpte fotoforretninga til Talle der.  Forretninga hans låg i Fjørevegen innanfor nye meieriet. Han døydde i 1921, berre 36 år gamal. Olav Reppen var ein mykje brukt portrettfotograf. (2)

*En takk til Jan Talsethagen for bruk av tekst og bilde.
Denne teksten har tidlegare vore publisert i: SO HAN SA, Sogndal Historielag - 2006.


Postkort, Olav Reppen - ca- 1913
©Jan Talsethagen


Olav Reppen - Studioportrett med postkortbakside.



Kilder:
* Samling bilder av Nils Olsson Reppen: © kulturvarder  

* (1) Sogn og Fjordane Fylkeskommune / Kjelda

* (2) Om Olav Reppen Jan Talsethagen