ASGAARDSREIEN - Et sagn fra Aurland i Sogn

I disse mørke juletider skal vi dvele litt ved sagnet om Åsgårdsreien, eller Juleskreien som den og heter. Sagnet blir illustrert med noen vers fra Johan Sebastian Welhawen (1807-1873) sitt mektige dikt med samme navn -Asgaardsreien.

Lydt gjennem Luften i Natten farer

et Tog paa skummende sorte Heste.

I Stormgang drage de vilde Skarer.

de have kun Skyer til Fodefæste.

Det gaaer over Dal, over Vang og Hei,

gjennem Mulm og Veir; de endse det ei.

Vandreren kaster sig ræd paa Veien.

Hør hvilket Gny - det er Asgaardsreien!

Maleri av Peter Nicolai Arbo (1872)

Thor, den stærke, med løftet Hammer,

staaer høit i sin Karm, er forrest i Laget;

han slaaer paa Skjoldet, og røde Flammer

belyse det natlige Tog ved Slaget.

Da klinge Lurer, da er der en Støi

af Bjælder og ringlende Ridetøi,

da hyler Sværmen og Folket lytter

med stigende Angst i de dirrende Hytter.

Asgaardsreien

Illustreret Nyhedsblad, Nr. 46 – 14de August 1852: 

”I Bergen stift former sagnet om Arsgaardsreien sig annerledes. Den heder i Sogn ligeledes Juleskreia; men i Spidsen rider Nøkken paa sin sorte Hest; efter ham kommer gamle Lendsmannen paa Dalsøren, en stor fæl Mand med Bjørneskindshue paa, bekjendt af sine slette Gjerninger i Livet, og af alt det Spøgeri, der huserede, medens han laa Liig og blev begravet. Han stødte til Færden ved en stor Asp ved Præstegaardsødegaarden, hvor han havde været med og flytte Skjæller. I den Aspen have flere Karle seet, at det har brændt, som om den stod i Lys Lue; men Ilden var ikke som vor Ild, den var mørkere og rødere."

Asgaardsreien i Fylking rider

ved Høst og Vinter i barske Nætter,

men helst den færdes ved Juletider;

da holder den Fest hos Trolde og Jetter,

da stryger den lavt over Eng og Sti

og farer den larmende Bygd forbi -

da vogt dig Bonde, hold Skik og Orden;

thi Asgaardsreien er snart ved Gaarden!

"I Urland søger man efter følgende Sagn, som Hr. Ivar Aasen velvillig har meddeelt, at fri sig for dette Offer paa en Maade jeg ikke før har hørt omtale. ”Naar Juleskreien er ude, seer det for Menneskenes Øine ud, som det var tomme Tønder de ride paa."

Naar Øllet virker i Bjælkestuen

og vækker de hedenske Juleskikke,

og Ilden kaster sit Skin fra Gruen

paa svingede Knive og vilde Blikke,

da gaaer der et Gys gjennem Tumlen tidt;

da høres de natlige Skarers Ridt,

da knager Væggen, da dandser Kruset;

Thi Asgaardsreien slaaer Kreds om Huset.

"De fare omkring Juleaften efter Afdagsleite, rider gjennem Gaardene, gaae ned i Kjældrene og smage paa Juleøllet. Derfor pleie Folk sætte en Vasbøtte eller en Tjærebøtte foran Øltønden, og da tør Juleskreien ikke røre den."

"I Urland var der en Mand, som reiste over Fjorden om Juleaften, for at faae sig Lidt til Julen. Da han var færdig til at fare hjem igjen, gik han ned til Baaden med Madstellet, han havde faaet, og satte det i Baaden. Men det var galt, at han slap det, førend han selv var kommen udi, for saalænge En har Mad i Haanden, er han uræd for Juleskreien. Men med det samme han lagde Madvarerne fra sig, kom Juleskreien og tog ham med, og siden reiste de ind igjennem Gaardene og var inde i alle Kjældere, for at see efter om der var Øl. Naar der stod en en Vandbøtte foran Tønden, spyttede de og sagde ”Tvi!” og gik, menvar der en Tjærebøtte, slog de Døren igjen og vilde ikke gaae ind engang; men der hvor der ikke var noget Sligt, der drak de saa fælt, at Manden syntes de maatte rævne. Saaledes fore de frem til de kom til en Gaard, hvor Veien gik langsmed Staburtrappen; der kom Konen du af Staburet med Mad, og med detsamme hun saa Manden, kjendte hun ham. ”Er det Du?” sagde hun og nævnte ham ved Navn, og saa greb hun ham i Luggen og holdt Maden frem over Hovedet paa ham; da maatte Juleskreien slippe ham."

Nu sidder han bøiet og høit bedaget,

og kan sin Æt omkring Arnen samle,

nu sidder han ofte med Sagn i Laget

og korter Tiden for Unge og Gamle.

Saa var det seneste Julekveld,

da Ungdommen raabte: "Fortæl, fortæl!"

Da flammed hans Blik, da saae han tilbage,

da maned han frem sine Bryllupsdage.

Gode råd:

Det var i Justedalen Skik at have Staal paa Laaven, i Fjøset og Bøkken, for at Skreien ikke skulde stjæle og trolde i dem. Det var desuden Skik at frie sig fra dens Besøg ved at sætte  Tjærekors paa Døre og Fæhuse. Saadanne Kors ere vel endnu at se hist og her, men nu siger Folket, at de ere ude af Troen.

I Justedalen rider Færden ikke alene paa Heste og Kjøer, men nogle nytte Sadle og Tønder og hvad det kan være.

Kilde: Erik Henning Edvardsen; "Gammelt nytt i våre tidligste ukeblader"
Norsk Folkeminnelag / Aschehoug 1997